EU skyder over en halv milliard euro ind i et projekt, der skal sikre have på hele kloden

EU har på den årlige konference ’Our Ocean’ afsat næsten €540 mio. til at følge 22 initiativer, som skal garantere rene, sunde og sikre have på hele kloden. 

Med de nye initiativer vil EU bl.a. afsætte €250 mio. under EU's forsknings- og innovationsprogram, Horisont 2020, til research og innovation indenfor det maritime område. Det skal bl.a. bidrage til at nedbringe søfartens CO2-udledninger.

- Selvom shipping er blandt verdens mest klimavenlige transportformer, så udleder vi godt tre procent af verdens samlede CO2. Derfor er det vigtigt, at vi tager del i at bekæmpe klimaforandringerne. For at gøre det, er vi nødt til at investere massivt i forskning og udvikling, da vi er afhængige af løsninger, vi endnu ikke kender. Derfor glæder det os meget, at EU bl.a. forpligter sig til at bruge €250 mio. på research og innovation. Det er et nødvendigt skridt på vejen, og vi ser frem til yderligere tiltag i kommende år, siger Jens Valdemar Krenchel, sekretariatschef for Danske Rederiers Bruxelles repræsentation.

Med de nye initiativer forpligter Europa-Kommissionen sig også til at bekæmpe havforurening ved at støtte ”grøn shipping”. Derved vil de skibe, som reducerer mængden af affald om bord eller som formår at håndtere deres affald på en bæredygtig måde, blive belønnet ved en sænkelse af det affaldsgebyr de betaler, når de anløber en EU-havn. Derudover vil EU med initiativerne afsætte over €100 millioner til at fremme udviklingen af en bæredygtig blå økonomi i Europa. 

EU har siden den første ’Our Ocean’ konference i 2014 forpligtet sig til at følge 77 initiativer, hvoraf næsten 80 % er enten opnået eller næsten opnået. (Kilde: Danske Rederier)

Kontakt

Landskontoret: 

Trondhjemsgade 5 kld. 
2100 København Ø 

Telefon: 33 15 28 86 
Telefontid: Mandag og fredag kl. 10-14

E-mail: landskontoret@marineforeningen.dk