Krydstogtsæsonen 2018 udvikler sig positiv for Skagen Havn.


Knap 69.000 gæster går i land på toppen af Danmark i løbet af rekordsæsonen 2018. Det oplyser Turisthus Nord i Frederikshavn.

Op mod 69.000 internationale gæster fordelt på 43 anløb går i land i Skagen i løbet af krydstogtsæsonen, der i år strækker sig fra 3. maj til 30. september. Det er 27.000 flere gæster end sidste år og mere end dobbelt så mange som i 2016.
- Udviklingen viser med al tydelighed, at Nordjylland og i særdeleshed Skagens brand har vundet indpas hos de kræsne krydstogtrederier. Vi er blevet skarpere på fortællingen om Skagen som autentisk kultur-hotspot i spidsen af Europa, og samtidig er krydstogtfaciliteterne opgraderet, så vi nu spiller med om de allerstørste fisk. Men markedet er benhårdt og stærkt konkurrencepræget, så når vi formår at vende udviklingen så markant, skyldes det også et stort fokus på gæsteservice i hele turismekæden samt et formidabelt benarbejde af Cruise Skagen, der med Skagen Havn i spidsen er ekstremt dygtig til at bejle til de internationale rederier, siger adm. direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg.

Den eksplosive udvikling i krydstogtturismen i Skagen har enorm betydning for byen, Frederikshavn Kommune og hele den nordjyske region. Sommerens rekordmange krydstogtskibe er nemlig ladet med købelystne gæster, der med et gennemsnitligt døgnforbrug på 465 kroner, bidrager væsentligt til vækst og arbejdspladser i det nordjyske erhvervsliv.