Tre besætningsmedlemmer fra inspektionfartøjet KNUD RASMUSSEN modtager Forsvarsministerens Medalje

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen uddelte den 17. november 2017 Forsvarsministerens Medalje til i alt fem personer for deres anerkendelsesværdige indsats, der har haft stor betydning for andre menneskers liv.

Medaljemodtagerne er i år de tidligere ledere af KFUM’s Soldaterhjem i Irak Judy Skovholm Jochumsen og Selma Schou samt marinespecialist John Søndergaard Poulsen, marinespecialist Peter Kongshøj og oversergent Tony Paw Johansen, der har sejlet med Forsvarets inspektionsfartøj KNUD RASMUSSEN i Nordatlanten.

I forbindelse med tildelingen sagde forsvarsministeren blandt andet: - Alle fem har med deres præsentationer gjort et stort indtryk på mig, og derfor giver jeg dem Forsvarsministerens Medalje. Jeg har ved selvsyn set, hvilken forskel Judy og Selma gjorde for vores soldater i Irak. De har med varme og medmenneskelighed givet soldaterne et unikt fristed og en tiltrængt pause fra tjenesten midt i en krigszone. De har gjort en stor forskel for de udsendte danskere, og det fortjener de anerkendelse og respekt for. Det samme gør Tony, John og Peter. De viste stort heltemod og ydede en forbilledlig indsats, da de kom besætningen på en nødstedt canadisk trawler til undsætning i farvandene omkring Grønland. I en potentielt livsfarlig situation og under et kæmpe stort pres holdt de hovederne kolde, så ingen kom noget alvorligt til, og trawleren kom sikkert i havn.

Det er niende gang, at medaljen uddeles. Forsvarsministerens Medalje er godkendt af Hendes Majestæt Dronningen og kan tildeles danskere og udlændinge, der har ydet en anerkendelsesværdig indsats. Medaljen kan også tildeles danskere og udlændinge, der gennem handling har ydet en frygtløs indsats, eller er blevet alvorligere skadet, invalideret eller omkommet. (Kilde: Værnsfælles Forsvarskommando)