Dobbelt jubilæum på Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

Lørdag den 17. juni fejrer Koldkrigsmuseum Langelandsfort, at museet har eksisteret i 20 år. Samtidig markeres at Frømandskorpset på denne dag har eksisteret i 60 år. Det skriver museet i en pressemeddelelse. Som begrundelse for at fejre Frømandskorpsets jubilæum siger leder af Langelands Museum og Koldkrigsmuseum Langelandsfort Peer Henrik Hansen, at siden Frømandskorpsets oprettelse har Langelandsfortet op gennem den kolde krig flere gange været brugt som øvelsesområde for de danske frømænd. Han fortæller også, at én af de første ansatte i Frømandskorpset den snart 80-årige Filip Nielsen har sin daglige gang på museet. En af udstillingens gennemgående personer er netop Filip Nielsen. Som 17- årig meldte Filip Nielsen sig frivilligt til Søværnet, og som 19-årig var han blandt de første hold elever, der i 1957 blev uddannet fra det nyoprettede elitekorps.

På åbningsdagen for jubilæumsudstillingen vil journalist, forfatter og Ruslandskender Leif Davidsen i et foredrag trække en lige linje fra sine bøger og den kolde krigs trusler videre frem til nutidens Rusland og de trusler, vi står over for i dag. Udstillingen åbner lørdag den 17. juni kl. 1130. Foredraget med Leif Davisen er programsat til kl. 1200.

Museet byder på røde pølser og "krigscacao". Der er også ture rundt på området i en historisk militærlastbil fra den kolde krigs tid. Der er gratis adgang hele dagen.